Kulturhistorie på de sociale medier

Flere museer og arkiver kan efterhånden findes på de sociale medier, Facebook og Twitter. Oftest er det museerne og arkivernes egen side, hvor historien bliver fortalt gennem billeder af genstande og arkivalier, “reklame” for udstillinger, historier om hverdagen, henvisninger til blogindlæg bliver lagt ud. Enkelte institutioner har gået en tand længere og forsøgt at gøre historien levende gennem disse sociale medier. Vejle Stadsarkiv har ladet Orla Lehmann komme til live på Twitter, hvor hans tid som amtmand i Vejle bliver skildret, mens Nationalmuseet har opfundet en person til lejligheden, Ida Charlotte Finnerup, som på Facebook løbende laver opdateringer om sit liv i 1700-tallet.

Personligt synes jeg det er en god måde at komme ud til publikum på – og det er ganske givet også muligt at komme ud til et andet publikum på denne måde end med en profil for et museum eller arkiv, fordi det kan virke mere tiltalende at følge en ”person” og ikke en institution. At bruge de sociale medier er en måde at række ud til en gruppe personer, som måske ikke besøger museerne særlig ofte – gennem Orla og Ida Charlotte bliver historien levendegjort lige for øjnene af dig uden at du skal gøre ret meget andet end at logge på din Facebook- eller Twitterprofil.

Hvad er så at foretrække? En profil på Facebook eller en profil på Twitter? Både Twitter og Facebook har deres egenskaber, som gør dem gode til brug i den levende formidling i de sociale medier. Der kan skrives daglige opdateringer, lægges billeder ud, der kan interageres med fans/followers, osv. Dog ser det ud til at Ida Charlotte vinder på mest interaktion med sin fans. Der bliver skrevet tilbage til hendes statusopdateringer o.l., og hun svarer ligeledes hendes fans. Twitter er desværre bygget sådan op, at man ikke kan se om folk skriver tilbage på Orlas ytringer, men man kan dog se at han ikke skriver til nogle af sine followers. Desværre. Hvis man kigger på de helt kolde facts, hvilket vil sige antallet af fans og followers, så er der 31 Twitter-brugere, som følger Orla Lehmanns virke som amtmand, mens Ida Charlotte har 502 fans. Om det så handler om det brugte medie eller måden man har valgt at formidle de to historier på, skal jeg her lade være usagt.

Der kan være mange faktorer, der spiller ind, når man vælger medie til sin formidling. Og i min ovenstående bedømmelse skal det faktum at Orla Lehmanns profil på Twitter ikke har været ”levende” siden marts også medregnes (jeg kender ikke til andre danske twitenactments, men måske nogen kan guide mig frem til nogen?). Derudover har Facebook i højere grad ”fænget” i den danske befolkning ift. Twitter. Det gør ikke Twitter mindre egnet i sig selv, men det betyder at der er færre at formidle til. Jeg er selv en af dem, der i højere grad sværger til Facebook end Twitter, og det kan selvfølgelig også præge dette indlæg. Jeg har en profil begge steder, men de bliver ikke brugt lige flittigt. Jeg er på Facebook dagligt, mens min Twitter-profil er faldet i en dyb dyb søvn.

Læs evt. mere om Ida Charlotte Finnerup her

Og Orla Lehmann her.

Kulturbloggere

Tilbage i januar havde Charlotte et interessant indlæg på sin blog med en efterfølgende livlig debat i kommentarsporet – en debat jeg selv deltog i. Indlægget handlede om, hvorledes kulturarvsinstitutionerne kunne lære af modebranchen, som har formået at benytte modebloggere i deres markedsføring.

Med udgangspunkt i debatten i det ovenstående indlæg, vil jeg mene at der er to måder man tilknytte bloggere til kulturinstitutitionerne:

Blogmetode 1. Man opretter en blog, hvor man inviterer folk udefra til at skrive på. Altså man betaler folk til at blive bloggere. Det har Roskilde festivalen gjort i år – de annoncerede efter folk, som kunne være interesseret i at blogge før, under og efter festivalen. Som løn ville de få en billet og nogle ekstra goder på festivalen. Der skulle vælges 9 bloggere, og der var over 300 ansøgere – det er selvfølgelig en vurderingssag om det er mange, men det viste ihvertfald at mange var interesserede. (Ifølge festivalens fanside på Facebook tegnede der sig et billede af at flere gerne ville blogge, men da der var et krav om at man skulle skrive på engelsk, så opgav de på forhånd).

Denne metode har den fordel for den pågældende institutionen, at den selv kan forme projektet. Man kan lægge nogle retningslinier for bloggen, som den udvalgte blogger skal bevæge sig indenfor. Der kan måske endda lægges nogle retningslinier for hvad bloggeren skal skrive om. Disse retningslinier kan dog også komme ganske naturligt, når bloggeren ansøger om at blive blogger – bloggeren gør sig allerede klar på dette tidspunkt hvad det er kulturinstitutionen ønsker af vedkommende, og dermed er kanterne måske allerede der filet til.

Blogmetode 2. Man kigger ud i den store blogverden, og vælger allerede etablerede bloggere ud, som i forvejen har et vis islæt af kultur på deres blog. De besøger måske i forvejen udstillinger og museer, og laver indimellem anmeldelser. Her er samarbejdet mellem modebranchen og modebloggerne forbilledet.

Denne metode har været en succes for f.eks. Friis og Co., som jævnligt inviterer bloggere indenfor i deres lokaler, og lader dem se kommende kollektioner – som bloggerne så viser frem på deres blog, hvilket kan skabe en hype om tingene før de når butikkerne. Det har betydet at Friis og Co. har formået at relancere sig selv fra at være et ugleset mærke til at være utrolig hypet.

Hvis du spørger mig, så er det denne model, som er den mest interessante. Men det er også den sværeste at få til at fungere. Der er flere ting, som der skal tages hensyn til.

Modebloggerne bliver ofte anklaget for at lave skjult reklame – f.eks. når det bliver uklart om en ting er købt eller givet som en gave. Hvordan undgår man f.eks. at når man inviterer folk til en udstillingsåbning på et museum, forhåbentlig gør dem begejstret for udstillingen, og så lade dem gå hjem og blogge om udstillingen – uden at blive anklaget for skjult reklame? Selvfølgelig skal man bede bloggerne om at skrive klart og tydeligt, at de er inviterede til udstillingsåbningen. Men er det nok? Hvordan undgår man at læseren sidder tilbage med en følelse af at bloggeren kun taler positivt om udstillingen fordi vedkommende er blevet inviteret? Det er lidt af en balancegang, både for bloggeren og institutionen, som inviterer – sidstnævnte skal ihvertfald være bevidst om at man ikke kan styre bloggeren i så høj grad som i blogmetode 1.

Spørgsmålet er også hvem man skal vælge. Det kræver en del forarbejde at vælge bloggere ud. Det bør jo for det første være nogen, som har en interesse i kulturlivet – og som i forvejen blogger om det. Desuden skal det også være en, som kan være en god “reklamesøjle” for f.eks. museet. Ikke at anmeldelse skal være positiv, men det overordnede billede af bloggeren skal være positiv - måske bliver bloggeren anset som en form for forbillede, som jeg vil påstå er tilfældet for mange modebloggere. Derudover så gør det heller ikke noget at bloggeren i forvejen har en stabil læserskare af en vis størrelse.

Men hvis man tager alt dette i agt, når man vælger bloggere ud, så er det også det, der betyder at denne metode kan give en god succes, eftersom man vil kunne komme hurtigere ud til læserne, som allerede følger bloggen. Og hvis de i forvejen har et positivt billede af bloggeren, så kan det også smitte af på institutionen, som inviterer.

1, 2, …. 1000

Dette indlæg har egentlig ikke noget med kulturarv og deslige at gøre, men jeg er lidt fascineret af følgende eksempel, som viser Facebooks muligheder – og viser en måde man også kan bruge Facebook.

Det drejer sig om den meget unge Jonathan Bruus, som brændende ønsker sig en Playstation 3 – men som ikke må få en af sine forældre, selvom han selv har midlerne. Hvad gør nutidens unge så for at presse deres forældre? De opretter da en gruppe på Facebook….

1000 medlemmer og min mor og far giver mig lov til at købe en PS3

Jonathan indgik en aftale med sine forældre; 1000 medlemmer i Facebook-gruppen på 2 uger – og Jonathan må købe en PS3. Om Jonathan eller hans forældre havde nogle idé om det var et realistisk mål ved jeg ikke – men jeg kan afsløre at det var til Jonathans favør. Ikke bare nåede gruppen 1000 medlemmer – den nåede antallet på under 2 dage.

Jonathan har nu fået blod på tanden, og forsøger at få sine forældre til at indgå en aftale om at hvis gruppen får 5000 medlemmer inden fredag (d. 30. april), så skal forældrene bidrage med halvdelen af beløbet på Playstationen. I skrivende stund er Jonathan 2 dage og 3382 medlemmer fra det nye mål… Mon det lykkes?

Update: fredag d. 30. april er gruppen nået op på 1740 medlemmer. Jonathan har fået købt sin PS3 – og selvom gruppen ikke har nået 5000 medlemmer, så har forældrene smidt 900 kr. i kassen.

Man kunne have ønsket at Facebook eksisterede dengang man selv var teen.